
Autocamper for begyndere: Sådan lykkes jeres første ferie
Opdateret: 30.10.2026
Læsetid: 9 minutter
Ferie i en autocamper er blevet enormt populært – og det er let at forstå hvorfor. I tager nemlig jeres eget rullende hjem med ud i naturen, bestemmer helt selv tempoet og får ren hygge på hjul. Det giver en uforlignelig følelse af frihed, som en klassisk hotelferie ganske enkelt ikke kan matche.
Det er dog helt naturligt at mærke en smule usikkerhed i maven, hvis I skal leje en autocamper for første gang. Booking, valg af den helt rigtige model, etiquette på campingpladserne og færdselsregler i udlandet kan hurtigt føles uoverskueligt. Men bare rolig – det er langt nemmere, end I tror! Med den rette forberedelse kan I roligt sænke skuldrene og se frem til et fantastisk eventyr.
Her får I vores ti bedste tips, der guider jer trygt igennem hele rejsen – med CamperDays ved jeres side.
1. Vær ude i god tid med at booke
Det absolut vigtigste tip først: Book jeres autocamper tidligt – og vi mener virkelig tidligt. I højsæsonen (juli og august) er udlejningsflåderne i Europa ofte udsolgt 6 til 9 måneder før afgang. Mange erfarne campister planlægger endda næste års ferie allerede om efteråret eller vinteren – nogle op til 11-12 måneder i forvejen.
Ved at booke i god tid sikrer I jer ikke blot de gode early bird rabatter, men også det største udvalg, så I kan vælge præcis den model, der matcher jeres drømme.
Book senest i slutningen af januar, så sikrer I jer som regel gode tidligbookingrabatter og det bredeste udvalg. Så kan I vælge præcis den model, der passer til jer.
Har I ikke selv en camper? Sammenlign priser på autocampere i hele Europa og resten af verden hos CamperDays. Det er det første skridt på jeres næste eventyr.
2. Planlægning af ruten: Kør ikke for langt hver dag

På den første tur i autocamper vil man gerne nå det hele. Det forstår vi godt! Men tag den med ro og lad rejseoplevelsen i sig selv være målet. Som vores camperekspert Raphael erfaringsmæssigt fortæller:
Jeg har været på fire roadtrips i USA med autocamper. De første tre gange hastede jeg afsted fra den ene seværdighed til den næste. Først på den fjerde tur gav jeg mig selv lov til bare at bruge en hel eftermiddag ved lejrbålet. Det blev med afstand den bedste rejse.
En fuldt lastet autocamper kører langsommere og kræver mere koncentration end en personbil. Regn med en gennemsnitsfart på 90-110 km/t. Her er vores bedste autocamper-tips til ruten:
En fuldt lastet autocamper kræver mere koncentration og køres i et andet tempo end en almindelig personbil (regn med en gennemsnitsfart på 90-110 km/t). Vores bedste tips til ruten:
Hold kilometerne nede: Planlæg højst 200 km om dagen.
Del køreglæden: Skiftes til at køre, hvis I er flere chauffører.
Gør stop undervejs: Hold jævnligt pause – måske finder I et smukt sted undervejs.
Kør i dagslys: Undgå at køre i mørke på ukendte landeveje.
TIP – Find overnatning i god tid Brug en app til campingpladser og overnatningspladser, så I har et sted at sove, inden solen går ned.
3. Afhentning af autocamperen: Sæt god tid af til overdragelsen

Modsat en almindelig lejebil, hvor I typisk blot viser jeres dokumenter og kører afsted, kræver en autocamper en grundig gennemgang, før nøglerne overdrages. Sæt derfor 30-90 minutter af til overdragelsen – det er tid givet godt ud.
Få vist, hvordan gasanlægget, køkkenet, frisk- og spildevandstankene og toilettet fungerer. Lyt godt efter, stil spørgsmål, og optag gerne en kort video, så I kan se forklaringen igen senere.
Gå desuden hele køretøjet igennem – både ude og inde. Selv mindre skader som ridser, buler eller slitage skal noteres og bekræftes skriftligt i overdragelsesprotokollen - før I skriver under. Det kan spare jer for ubehagelige overraskelser, når autocamperen skal afleveres igen.
4. Kørekort og alderskrav: Hvad kræves der i Danmark og udlandet?

Mange tror, at man skal bruge et særligt kørekort til en autocamper. Det er sjældent tilfældet: Et almindeligt dansk kørekort til kategori B er nok, så længe autocamperens tilladte totalvægt er under 3.500 kg. Det gælder langt størstedelen af de autocampere der kan lejes gennem CamperDays. Ønsker I derimod en større luksusmodel eller en tung autocamper i klasse A over denne grænse, kræver det kørekort til kategori C1 (lille lastbil) eller højere.
Minimumsalderen er typisk 21 år hos de fleste udlejere i Nordeuropa og Danmark. I modsætning til almindelig billeje betaler I som regel ikke ungdomstillæg, og fra 21 år har I adgang til alle køretøjsklasser.
Skal I ud og køre uden for Europa – for eksempel i USA, Canada eller Australien – er det en god idé, og nogle steder et krav, at skaffe et internationalt kørekort inden afrejse.
5. Valg af den rigtige autocamper: Hvilken model passer til dig?

Der findes ikke ét rigtigt svar på, hvilken autocamper der er bedst – det afhænger af, hvor mange I er, om eget bad og toilet er vigtigt for jer, og hvor meget bagage og udstyr I skal have med.
Når I skal vælge jeres allerførste autocamper, vil vi særligt fremhæve disse modeller:
Campervanen (kassevognen)
Den mest kompakte og letkørte model – og derfor et oplagt valg, når I skal leje autocamper første gang. Den er nem at manøvrere, også på smalle kystveje og i gamle europæiske bymidter. Til gengæld egner den sig typisk kun til to personer, og I må ofte gøre brug af campingpladsens faciliteter i stedet for eget bad og køkken.
Truckcamperen
Denne model placerer soveområdet i en alkove over førerkabinen og udnytter dermed pladsen optimalt. Køreoplevelsen er stadig intuitiv, og der er rigeligt med plads til to voksne og et barn.
Den delintegrerede autocamper
Her får I mest komfort: eget bad, køkken og spisepladser, op til fire personer. Modellen er lavere og mere strømlinet end alkovemodellerne og kører næsten som en stor personbil.
På CamperDays kan I se billeder af hver model og få en fornemmelse af pladsen, før I booker.
6. Kørsel i autocamper: Tips til en tryg køretur

Selv om en autocamper er stor, er den langt nemmere at køre, end de fleste tror. Servostyring og store spejle hjælper, og de fleste vænner sig til dimensionerne i løbet af de første par timer.
Fysikken skal I dog respektere. En autocamper har et højere tyngdepunkt end en bil og er mere udsat for sidevind – især på åbne strækninger som Storebælts- og Øresundsbroen. Hold desuden god afstand til lastbiler, for de kan skabe en kraftig sugeeffekt, når I overhaler eller bliver overhalet.
En lastet autocamper er tung, så den bruger længere tid på at accelerere og har en længere bremselængde. Hold derfor ekstra afstand, og planlæg overhalinger i god tid.
Fartgrænser i Danmark: Under 3.500 kg gælder de samme regler som for personbiler: 50 km/t i byzone, 80 km/t på landevej og op til 130 km/t på motorvej. Over 3.500 kg er maksimum 80 km/t på motorvej – medmindre køretøjet er “Tempo 100” godkendt.
Husk: Nærlys skal være tændt døgnet rundt, mobilen må ikke holdes i hånden, når motoren kører, og alle skal sidde ned med sele på, mens I kører.
7. Pakkeliste og vægtfordeling: Sådan pakker du autocamperen korrekt

Hvordan I fordeler bagagen, påvirker tyngdepunktet og dermed, hvor sikkert autocamperen kører.
Den gyldne regel: Tunge ting som drikkevarer, dåsemad, værktøj og sportsudstyr placeres lavt og tæt på akslerne. Lette ting som tøj og håndklæder hører hjemme i overskabene.
Tjek altid, at skabe og skuffer er lukket og at borde og bordplader er ryddet, før I kører. Ved en nødbremsning bliver løse ting til farlige objekter.
Vær desuden opmærksom på den tilladte totalvægt. Politiet bruger vejevogne til at foretage stikrøvekontroller og grænsen på 3.500 kg håndhæves strengt. Overskrider I grænsen med for meget bagage, tunge elcykler eller helt fyldte vandtanke, risikerer I både en dyr bøde og at blive stoppet, indtil vægten er bragt ned.
TIP – Pak i bløde tasker: Vælg bløde, sammenklappelige tasker frem for hårde kufferter. De er meget nemmere at pakke ind i autocamperens kompakte rum.
8. Praktik på turen: Håndtering af friskvand og spildevand
Vand og afløb er ofte det, der skræmmer flest nybegyndere – men i praksis er det egentlig bare en fast rutine.
Friskvandstanken er som regel fyldt, når I henter autocamperen, så køkken og bad virker fra første dag. I kan løbende fylde den op med en almindelig vandslange på stort set alle campingpladser og servicestationer i Europa.
Gråvandet – altså sæbevandet fra køkken og bad – opsamles i en separat tank under autocamperen. Den må kun tømmes ved officielle tømmestationer, som findes ved både campingpladser og rastepladser i hele Danmark og Europa.
De fleste lejecampere har et kassettetoilet. Sådan tømmer I det:
Lås kassetten ud fra den udvendige lem, og bær den til tømmestationen.
Drej afløbsrøret opad, og tryk på lufttrykknappen, så den tømmes jævnt.
Skyl grundigt med friskvand.
Fyld sanitetsvæske i, og sæt kassetten på plads igen.
Større klasse A-modeller kan have et fast afløb med slange.
9. Overnatning: Campingpladser, Pintrip og regler for vild camping

Danmark har over 400 godkendte campingpladser – fra enkle naturpladser til store feriecentre med vandland. I højsæsonen bør I booke de populære pladser ved kysten i god tid. Om foråret og efteråret kan I sagtens være mere spontane - dette gælder i øvrigt også for resten af Europa.
Vild camping: I modsætning til Sverige og Norge har Danmark ingen allemandsret. Det er forbudt at overnatte på offentlig vej, på stranden og i de fleste skove, medmindre andet er skiltet.
Der er dog forskel på camping og hvile. På en rasteplads må I gerne sove, hvis I trænger til en pause fra kørslen. Men så snart I ruller markisen ud eller stiller stole og bord udenfor, er det ulovlig camping – og det kan give en dyr bøde.
På de fleste campingpladser under Campingrådet skal I bruge et campingpas. Det koster omkring 110 kr., gælder som ID i hele Europa - så I slipper for at aflevere passet - og giver adgang til gode rabatter.
10. Ruteanbefalinger: Gode destinationer til den første tur
På første tur er det bedst at vælge ruter med brede, velholdte veje, lidt trafik og masser af campingpladser – og uden snævre bjergpas eller trange bykerner.
Den danske vestkyst
Kør langs Jyllands dramatiske vestkyst gennem Nationalpark Vadehavet. Stop i Ribe, Danmarks ældste by - og fortsæt nordpå til Skagen, hvor Vesterhavet og Kattegat mødes. Landskabet er fladt, horisonten vid og afstandene korte – det gør ruten både smuk og stressfri for begyndere.
Nordtyskland (Slesvig-Holsten)
For mange danskere begynder eventyret lige syd for grænsen. Hent autocamperen i Flensborg eller Hamborg, og udforsk de røde murstensbyer langs Østersøkysten, idylliske Lüneburger Heide eller kystlandskabet – alt sammen med den tryghed, der følger med velkendte, nordeuropæiske trafikregler.
Den første tur kræver lidt tilvænning, men frihedsfølelsen derefter, gør det til en oplevelse, I sent vil glemme.

Mange tak fordi du læste med!
Vi vil gerne høre fra dig. Hvad enten du har kommentarer, brug for hjælp til din booking eller leder efter rejsetips, så tøv ikke med at sende os en hilsen her. Vi glæder os til at høre fra dig.

